Restaurantkultur i Danmark

Mad

Man kan ikke sige ”Danmark” uden også at sige ”hygge”. Danskerne er verdensmestre i at hygge sig, og vi hygger os især gerne med god mad, stearinlys og godt selskab. Måske derfor er der en fast forankret restaurantkultur i Danmark – vi spiser gerne sammen, og vi vil gerne spise godt og i hyggelige og indbydende rammer.

I forhold til andre lande i verden er Danmark ifølge internationale medier ekstra gode til børnevenlige restauranter. Det kan også ses hos Visit Copenhagen, der i flere artikler hjælper udenlandske turister med at finde de mest børnevenlige restauranter i København – og det er slet ikke svært. Ofte tilbydes der endda legetøj, malebøger og andre slags underholdning til børnene, så de ikke keder sig, mens de voksne spiser. Børn opfattes generelt ikke som en gene på danske restauranter.

Et andet kendetegn ved den danske restaurantkultur er, at vi spiser tidligt i forhold til f.eks. i Sydeuropa. Skyldes det mon, at vi også skal nå at hygge os med en kop kaffe i sofaen, når vi kommer hjem? Som regel er der myldretid på restauranterne mellem 18 og 19 – et tidspunkt, hvor det for en spanier ville være helt utænkeligt at spise aftensmad.