Geranium – Nomas ambitiøse efterfølger

Mad

Danmarks eneste restaurant med 3 Michelinstjerner hedder Geranium og ligger i København. Faktisk er den også den første danske restaurant nogensinde, der er blevet belønnet med det maksimale antal stjerner. Anmelderne er ved at falde over hinanden af begejstring, og restaurantens bedrifter er veldokumenteret i store, danske aviser som både Politiken og Jyllands-Posten.

Det første, der nævnes, er som regel panoramaudsigten over Fælledparken, som gør måltidet til en oplevelse helt oppe i de svajende trækroner. Geranium beskriver sig selv som et lyst, let og dynamisk køkken, der inddrager alle sanser – og det begynder altså allerede med turen op på 8. etage, der giver et helt nyt syn på København. Faktisk kan man se helt ud til vindmøllerne i Øresund.

Medejer og medstifter Rasmus Kofoed har en helt særlig historie – han er nemlig vundet både guld, sølv og bronze ved det uofficielle VM for kokke, Bocuse d’Or. Rasmus Kofoed er derudover kendt for sit rolige temperament, selv når tempoet er på sit højeste, og restauranten er fyldt til randen. Han er udlært på Hotel d’Angleterre og var køkkenchef på flere københavnske restauranter, før han åbnede Geranium i 2007 sammen med Søren Ledet.