Asiatisk – et populært valg

Mad

Egentlig giver det ikke meget mening at tale om asiatisk mad, fordi der findes så uendeligt mange varianter og smagsnuancer. Der er en verden til forskel på f.eks. indisk og thailandsk mad, men den helt store fællesnævner er, at de mange asiatiske køkkener nyder stor popularitet i Danmark. For år tilbage var den klassiske ”Kinagrill” det hyppigst sete alternativ, men i dag er udvalget betydeligt bredere, og maden holder sig mere til sin oprindelige form. Der er kort sagt mindre friture og flere klassiske, asiatiske smage.

F.eks. er det vietnamesiske køkken vundet frem i de senere år, og især banh mi-sandwiches er populære – både i street food-varianten og på deciderede vietnamesiske restauranter. Thaimad har længe været en populær asiatisk variant, og de kinesiske retter slår også kun sjældent fejl.

Den indiske madlavning er kendt for sin kreative og aromatiske brug af alskens krydderier, og selv danskernes lidt mere forsigtige smagsløg har vænnet sig til de indiske smage. Der dukker derfor også flere og flere autentiske indiske spisesteder op, der tilbyder mere end blot milde retter tilpasset vestlige smagsløg. Her vinder også den regionale kogekunst indpas, så der findes nu ikke blot indisk, men også sydindiske og tamilske specialiteter.